Jobbet som præst i Irland er uforeneligt med et nyt forslag om at sænke grænsen for spritkørsel fra 0,08 procent til 0,05, mener præsterne i landets katolske kirker.
Forslaget kommer fra kontoret for større færdselssikkerhed, men det vil gøre Guds tjenere til gemene kriminelle, advarer præsterne. De er bekymrede for, om de vil blive betragtet som spritbilister, når de sætter sig ud i bilerne efter en messe med altervin i glasset under den hellige nadver.
»Måske er det nok til, at man ikke kan bestå en alkoholtest. Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet vin, for det er jo Kristi blod – men det har samme effekt som vin, når det kommer ind i blodbanerne,« siger præsten Brian D Arcy fra Enniskillen til Irish Times.
Tre messer på en dag
Problemet forværres, fordi der er stor mangel på præster i Irland. Derfor bliver nogle af dem nødt til at stå for op mod tre messer om dagen – og køre fra kirke til kirke med altervin i blodet. Det fortæller præsten Stephen Farragher fra Tuam til Irish Times.
Han understreger, at det ikke kan lade sig gøre at udskifte altervinen med en alkoholfri drik som eksempelvis rød saft. Det vil aldrig blive accepteret af de irske kirkegængere, mener han.
En anden præst fortæller om sine bekymringer til Irish Independent:
»Hvis jeg bliver ringet op, fordi et menneske er ved at dø, så har jeg intet andet valg end at køre derhen med det samme,« siger han.
Også selvom præsten forinden har taget en slurk for meget af altervinen.
Myndighederne i Nordirland overvejer at indføre den samme lave promillegrænse for spritkørsel. Også her er præsterne i oprør.