Ifølge den irske tv-station RTE så bliver rutinerede Mick McCarthy træner for det irske fodboldlandshold.
Den 59-årige fodboldmanager var i jobbet fra 1996 til 2002, og han sagde farvel med succes, efter at han havde ført Irland til ottendedelsfinalen ved VM-slutrunden i 2002.
Mick McCarthy stoppede i november i 2002 efter uenigheder med Roy Keane, som dengang var irsk landsholdsanfører.
Ifølge RTE vil McCarthy ankomme til Dublin i den kommende weekend og færdiggøre en kontrakt med landets fodboldforbund.
Mick McCarthy har været uden job, siden han fratrådte som manager i engelske Ipswich i april efter seks år i jobbet.
Han har tidligere været manager for Millwall, Sunderland og Wolverhampton.
Jobbet som irsk landstræner blev ledigt, da Martin O'Neill stoppede i jobbet onsdag.
O'Neill blev enig med Det Irske Fodboldforbund (FAI) om at stoppe med øjeblikkelig virkning, og det samme gjorde assistenttræner Roy Keane.
Det skete efter et 2018 uden sejre i betydende kamp, og den sidste landskamp for Irland med Martin O'Neill som landstræner blev dermed 0-0-kampen mod Danmark i Aarhus mandag.
Irlands eneste sejr i ni kampe i 2018 kom i juni, da USA blev slået 2-1 i en venskabskamp.
/ritzau/