Det står efterhånden klart for enhver, at regeringen ønsker et opgør med efterlønnen.
Men det står i skarp kontrast til de adskillige gange, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) igennem de senere år har afvist et indgreb.
I dag afviste han blankt at have løjet, men Løkke understreger, at planen om en efterlønsreform ikke er opstået pludseligt.
"Selvfølgelig har jeg haft nogle overvejelser, men det gælder om efterlønsudspil, som det gør om devalueringer, ministerrokader og udnævnelser til internationale topposter. Og der er altså ikke rum til, at jeg kan stå og sige; jeg går for tiden og funderer og har nogle løse overvejelser."
"Politiske ledere har friheden til at kunne tage pejling af tidens udfordringer (...) Jeg taler om en tilbagetrækningsreform, når det giver mening for mig og regeringen. Det er det privilegium, jeg har. Jeg undskylder mange gange," lød det fra Løkke.
På mødet afviste Løkke desuden, at opgøret med efterlønnen skal bruges til at give skattelettelser.
"Efterlønsreformen skal ikke bruges til at finansiere nye skattelettelser. Alternativet til at afskaffe efterlønnen er, at Danmark kommer i permanent ubalance," sagde Lars Løkke Rasmussen og understregede, at det er regeringens synspunkt og dermed også Konservatives.
Lars Løkke Rasmussen tilføjede, at han de næste fire-fem år ikke ser nogen mulighed for skattelettelser udover de, der allerede er annonceret, men som krisen har tvunget på pause.