Torsdag vil det vise sig, hvor trofaste de tidligere Irma-kunder er, når afløseren Alma Madmarked slår dørene op for den første butik på Frederiksberg.
Åbningen sker under alle omstændigheder med intet mindre end en verdensnyhed.
Alma Madmarked bliver verdens første butik med produkter fra Noma Projects på hylderne.
Bag Noma Projects står den verdensberømte restaurant Noma, som igen og igen er blevet kåret til verdens bedste.
Nu rykker deres eksklusive og eksperimenterende saucer for første gang nogensinde ind på butikshylderne – og det sker altså i Alma.
De syv forskellige saucer er udviklet i Nomas testkøkken på Refshaleøen, og det er ikke hverdagsvarer, vi taler om. Her er det intens smag, innovation og gastronomisk finesse kogt ned i små flasker, der med få dråber kan forvandle et simpelt måltid til en stor oplevelse, lyder det i en pressemeddelelse.
Alma fortæller videre, at man blandt andre har allieret sig med Husted Vin og Thise Mejeri for at sikre de rigtige produkter.