Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I forbindelse med Irmas nye strategi "Det Urbane Irma 2018-2022", som koncentrerer sig om at gøre mere for de københavnske kunder, lukker kæden en række butikker.("Urban" er defineret som Storkøbenhavn, Nordsjælland og der hvor Københavnerne opholder sig i fritiden og kører hen, når de har fri fra arbejde.)
Det er butikker, der dels ikke passer ind i den nye strategi, dels giver underskud. Og som det derfor ikke giver mening at investere mange penge i.
"Irma skal være noget særligt, og vi tror ikke på, at vi kan være noget særligt for alle. Derfor har vi valgt at koncentrere os om de kunder, der i særlig grad går op i henholdsvis økologi, dyrevelfærd, vegetar- og plantebaseret fødevarer, i livsnydelse og madglæde samt nye varer. Det er kunder, der primært findes i København og andre storbyer, og derfor koncentrerer vi kræfterne her," siger Irmas direktør, Søren Steffensen.
Til gengæld vil kendte og klassiske Irma-varer i fremtiden komme til salg i andre kanaler: I Kvickly og SuperBrugsen uden for København - samt som hidtil online på coop.dk: mad.coop.dk/irma.
"Der er Irma-elskere over hele Danmark. Ved at åbne "butikker-i-butikken" kan vi tilgodese kunderne uden for København - samt tilføre Kvickly og SuperBrugsen en ekstra, unik kvalitet," siger Søren Steffensen.
Det er disse 11 butikker, der lukker:
Taastrup, Værløse, Roskildevej (Valby), Sundbyvester Pl., Virum, Frederikssund, Slagelse, Holbæk, Næstved, Ringsted og Valby Langgade 24
Medarbejderne i de berørte butikker er orienteret og vil i videst muligt omfang blive tilbudt job andre steder i Irma og Coop. Butikkerne vil fungere normalt den kommende måned, og vil have sidste åbningsdag senest 8. april.
Den første nye Irma-butik åbner allerede 8. marts i Hellerup. Og en af kædens største butikker, Østerport, åbner i januar 2019 med det nye koncept 100 procent udfoldet.
Det Urbane Irma betyder en omfattende modernisering af kæden, så de i højere grad fremstår som et madhus med et Irma supermarked. Det betyder, at der vil åbne "street-kitchen"/deli'er - med mange flere færdige madløsninger af høj kvalitet. Der vil være specialafdelinger for vegetarer og veganere og der vil være langt flere varer, man ikke kan få andre steder. Irma skal igen være noget særligt.
Yderligere information: Direktør Søren Steffensen, Irma, 5221 2801
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.