- Vores jordbær har ingen anelse om, hvornår Carl Nielsen er født, men de er danske alligevel. 1 bakke for 28 kroner.
Sådan stod der på et skilt foran en Irma-butik på Østerbrogade 135. Teksten refererer til den danske indfødsretsprøve, der er afgørende for, om ansøgeren kan blive dansk statsborger.
I et af testens spørgsmål skal man svare på, hvornår den danske komponist er født. Og skiltets forfatter mener angiveligt ikke, at det svar bør have betydning for, om en person kan blive dansk statsborger.
Men det er helt uhørt, at der bliver skiltet med politiske holdninger i Irmas butikker, siger direktør i Coop, som Irma er en del af.
- Det er klart imod vores retningslinjer. Man må ikke komme med politiske eller personlige ytringer i butikkerne, så enkelt er det. Det er helt uacceptabelt, siger Informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til Dr.dk.
Derfor har Coop fjernet skiltet.
Gik viralt på Facebook
Opmærksomheden omkring skiltet begyndte, da De Radikales Jens Rohde, medlem af Europaparlamentet, delte et fotografi af skiltet på sin Facebook-side.
- Klasse, Irma!, skrev han.
16.000 reagerede positivt. Over 2500 delte fotoet af skiltet.
I kommentarerne er der generelt konsensus om, at prøven er irrelevant. At Carl Nielsens fødselsdag og Olsen-Bandens premiereår ikke skal være afgørende for, om en udlænding kan få dansk statsborgerskab.
- Der er mange danskfødte, som heller ikke kan svare på det. Mange af spørgsmålene er netop (stillet, red.), for at så mange som muligt skal dumpe til prøven, skriver Oddvar Johansen på Jens Rohdes Facebook-side.
Ukendt gerningsmand
Irma er lige nu ved at undersøge, hvem der har sat skiltet op. Om det er en medarbejder eller en udefra, aner informationsdirektøren intet om.
- Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvem der har gjort det. Man kan godt komme let til skiltene, så det kan også være en, der ikke arbejder i Irma, der har sat det op, siger Jens Juul Nielsen til Dr.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.