Søndag er 137 flygtninge og migranter på det italienske skib "Diciotti" gået i land efter ti dage om bord på skibet.
Det sker, blandt andet fordi Irland og Albanien har indvilget i hver at tage imod 20 af personerne.
De 137 personer er kommet i centrum i europæisk og italiensk flygtningepolitik, efter at de sammen med over 50 andre blev reddet fra en smuglerbåd i Middelhavet i Maltas farvand.
Malta nægtede at tage imod personerne, fordi regeringen ikke mener, at de var i havsnød på det tidspunktet, de blev hentet op i det italienske skib.
Ifølge Malta greb skibet ind for at undgå, at de i alt 190 migranter og flygtninge kom ind i italiensk farvand.
Med undtagelse af uledsagede børn og personer med akut behov for lægehjælp nægtede Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, migranterne at gå i land i Italien.
Dermed var de fanget på skibet, mens skibet lå i havnen i Catania på Sicilien. Imens blev EU bedt om at finde modtagerlande til dem.
Da situationen ikke så ud til at ændre sig over flere dage, åbnede anklagemyndigheden på Sicilien lørdag aften en sag mod Matteo Salvini for at frihedsberøve de 137 personer tilbage på "Diciotti".
Søndag er alle 137 blevet ført af skibet. 40 af dem har kurs mod enten Irland eller Albanien. Det er uklart, hvad der skal ske med de sidste 97.
/ritzau/AP
/ritzau/AP