Da Mark Lazarz som purk gik til klaverundervisning, fik hans lærerinde sig af og til et chok for livet. Når den tyskfødte musikelsker satte sig til tangenterne et sted i London, kunne han finde på at trykke den af med boogaloo og andre jazzede genrer. Det var lige eksotisk nok for lærinden.

»Hun bad mig om ikke at spille den slags negermusik . Og sådan nogle folk kan du finde verden over. I Iran har de bare meget at skulle have sagt,« forklarer den efterhånden 35-årige dokumentarist.

Han er i København for at præsentere Sounds of Silence søndag aften. I filmen møder man en række unge musikere, der dagligt kæmper en kamp for at få lov til at udtrykke sig kunstnerisk. Selvom det går fremad med ytringsfriheden, vrimler det således med usynlige grænser for, hvad man må spille, og hvordan man må optræde til koncerter og ved pladeindspilninger.

For eksempel må kvinder endnu ikke afsynge tekster, kun lyde. Og de bør mindst være tre og altså udgøre et minikor – ellers skal der være en mand med på scenen til at synge duet med dem. De seneste forlydender går dog på, at kvinder nu godt må synge uden repræsentation af det modsatte køn - så længe publikummet er feminint.

»Nogle af de mandlige musikere, vi talte med, fandt det helt naturligt, mens andre fandt det tosset. De fleste kvinder var kede af det,« beretter Mark Lazarz.

Et ægte oprør

I Sounds of Silence fortæller forsangeren for O-Hum, hvordan Ministeriet for Kultur og Islamisk Vejledning forhindrer landets førende rockband i at give koncerter. Begrundelserne fra de ældre professorer er mange. Han synger på en mærkelig måde, fordømmer de. Og hans kronragede isse har også haft indflydelse på afvisningen.

»Det stresser, når man konstant løber hovedet mod en mur. Men selvom musikerne kan være decideret deprimerede, så rejser de sig igen og skaber fantastiske ting på trods. De bøjer, nej, de tester hele tiden reglerne og skubber på den måde græserne for, hvad man må. Den indstilling gjorde et stort indryk på mig,« betror filmmageren.

Han og makkeren, den iranskfødte Amir Hamz, brugte næsten to år på at researche til filmen. Undervejs kunne Mark Lazarz genkende en del af det oprør, som hans egen generation kanaliserede gennem musikken, når der skulle protesteres mod et samfund formet af meget lidt frisindede koldkrigs-ikoner som Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Og så alligevel ikke:

»Vores oprør var jo en joke sammenlignet med situationen i Iran. Dér slås musikerne med virkelige problemer.«

Uden anerkendelse

Instruktørparrets ambition var at give et mere nuanceret billede af Iran. At landet er mere og andet end den muslimske slyngelstat, som vestlige medier ofte efterlader indtrykket af.

For at komme tættere på en anden og virkeligere virkelighed opererede Lazarz og Hamz diskret, ligesom de glemte at spørge myndighederne om tilladelse til at opsøge og interviewe dusinvis af musikere, producere, forhandlere og fans. Alle – nærmest uden undtagelser – ønskede at fortælle om de særlige og besværlige vilkår, der gælder i det persiske land. Mange af dem har heller ikke det store at tabe, da deres eneste vej til fansene er internettet:

»Som jeg ser det, er de iranske musikeres største offer den manglende anerkendelse. De fortjener at blive oplevet.«

Sounds of Silence m. introduktion ved Lazarz og Hamz kan opleves i Grand Teatret, København, søndag kl. 21.30