Ifølge den amerikanske forsvarsminister Robert Gates er der nu fundet beviser for, at iranske bomber har fundet vej ind i nabolandet Irak. Beviserne findes i form af bestemte serienumre og andre særlige mærker på bomber, skriver nyhedsbureauet AP.
»Jeg tror, at der er nogle serienumre, måske også andre mærker, på nogle af de projektildele, som vi har fundet,« sagde Robert Gates fredag til en gruppe journalister.
Påstanden om iransk indblanding i Irak er ikke ny. Amerikanske styrker har mere end en gang anholdt iranere i Irak, men der er endnu ikke vist håndfaste beviser på, at de har hjulpet irakiske militser i kampen mod amerikanerne.
Amerikanske embedsmænd har gennem et stykke tid arbejdet på at samle beviser, som vil kunne fremlægges for politikere og til dels offentligheden. Der er dog uenighed om, hvor meget vægt der skal lægges på de forskellige beviser, skriver AP.