Hvis den iranske udenrigsminister Monoacher Mottakis havde forventet en høflig modtagelse af de danske politikere tog han fejl.
Under et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn kom ministen op og skændtes med Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen.
De to politikere røg i totterne på hinanden over den iranske oprørsgruppe Mujahedin Khalq.
- Vi kom op og skændes om gruppen Mujahedin Khalq, som er terrorister i iranerne øjne. Jeg sagde til den iranske udenrigsminister, at man ikke bare kan kalde dem terrorister, men at det er en lovlig oppositionsgruppe i vores øjne. Det hidsede ham op, siger Frank Aaen.
Oprørsgruppen Mujahedin Khalq er på USA’s og EU’s liste over terrororganisationer. Gruppen forsøger aktivt at vælte præstestyret i Iran. I Danmark kæmper Enhedslisten for, at gruppen skal fjernes af EU’s terrorliste.
- Det er en oppositionsgruppe, som er på EU’s terrorliste på et meget tyndt grundlag. Jeg var jo ikke oppe og slås med ministeren, men det var nok et lidt højlydt skænderi, siger Frank Aaen.
Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Gitte Lillelund Bech (V) bekræfter, at der var en ”kraftig meningsudveksling” mellem Aaen og Monoacher Mottakis.
- Det er rigtigt, at der var en diskussion, men sådan er det tit. Gæsterne ved godt, at forskellige partier er repræsenteret i Udenrigspolitisk Nævn, og det derfor ikke alle, der er enige med dem, siger Gitte Lillelund Bech.
Omkring hundrede eksiliranere havde taget opstilling foran Udenrigsministeriet for at demonstrere deres utilfredshed den iranske ministers besøg.