En iransk diplomat har ikke diplomatisk immunitet og kan derfor udleveres til Belgien. Han er mistænkt for at stå bag planlægningen af et angreb på en demonstration for tilhængere af den iranske opposition.
Det har en tysk domstol afgjort.
Iran har erklæret sig utilfreds med anholdelsen af diplomaten og kalder sagen et komplot for at få Iran til at se skidt ud.
Anklagemyndigheden vil have diplomaten retsforfulgt for sin rolle i et forpurret angreb, der var planlagt mod en demonstration til støtte for oppositionen i Iran.
Demonstrationen skulle finde sted 30. juni i Paris. Inden da blev seks personer anholdt i Belgien, Frankrig og Tyskland, og angrebet blev aldrig udført.
To af de seks personer er siden blevet løsladt. Den iranske diplomat er mistænkt for at have beordret et par til udføre angrebet og have givet parret sprængstoffer til at gøre det med.
Diplomaten mødtes med parret i Luxembourg i juni ifølge anklagemyndigheden. Til daglig arbejder diplomaten i Østrig, men da han var på ferie, da han mødtes med parret, mener den tyske domstol ikke, at han nyder diplomatisk beskyttelse mod retsforfølgelse.
Demonstrationen i Paris havde prominent besøg af både Donald Trumps advokat Rudy Giuliani og tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich.
Ud over den iranske diplomat, der er identificeret som Assadollah Assadi, har belgiske myndigheder bedt om at få en iransk mand anholdt i Frankrig udleveret.
Den anholdte mand i Frankrig er identificeret som Merhad A.
I Belgien er det par, som Assadi mødtes med, anholdt. De er identificeret som Amir S. og Nasimeh N. Da de blev pågrebet, havde de et halvt kilo af sprængstoffet TATP og en detonator på sig.
Alle fire er af iransk oprindelse.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP