Hvis du har forsøgt at logge på Twitter i morges, kan du meget vel have været vidne til et sikkerhedsbrist af de helt store.
Twitter blev nemlig ramt af hackere, der kalder sig selv 'den iranske cyberhær'. I stedet for den side, man er vant til at se, blev brugere guidet videre til gruppens egen side med et skræmmende, politisk budskab. Det skriver BBC.
Siden viste en arabisk tekst over et grønt flag med navnet på en betydningsfuld islamisk person. Derudover kunne man læse teksten fra et persisk digt, der lød:
"Vi vil slå til, hvis lederne beordrer det, vi skal miste vores hoveder, hvis lederne ønsker det" samt beskeden: "Dem som kæmper på Guds side vil vinde"
Det var ikke længe, man kunne opleve de mærkelige budskaber, for Twitter gik kort efter offline.
Folkene bag det populære onlinenetværk vil nu undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre at ramme en side, der ellers er topsikret.
Flere peger på, at det kan være et politisk motiveret budskab, efter Twitter blev brugt som redskab til at rapportere, hvad der skete under optøjerne i Iran.