Irans præsident, Hassan Rouhani, er mandag taget på sit første officielle besøg i i nabolandet Irak.
Det sker, selv om USA har advaret Irak mod at nærme sig Iran. Ifølge USA's regering forsøger Iran militært at sætte sig på dele af Mellemøsten.
Rouhanis besøg i det arabiske naboland ses som en stærk markering over for USA og dets allierede i den arabiske verden.
Inden afrejsen sagde Rouhani, at det shiamuslimske Iran er fast besluttet på at styrke de broderlige bånd mellem de to lande.
Disse bånd "kan ikke sammenlignes med Iraks relationer til en besættelsesmagt som USA, der er forhadt i regionen", påpegede han.
Det henviser til USA's invasion i Irak i 2003 og de styrker, som USA fortsat har i landet.
Et flertal af Iraks befolkning er shiamuslimer. Mange af dem er traditionelt venligt stemt over for Iran.
Under sit tre dage lange besøg vil Rouhani underskrive aftaler om energi, transport, landbrug, industrier og sundhed, fortæller det iranske nyhedsbureau Irna.
USA har trukket sin underskrift tilbage på en international atomaftale med Iran.
I stedet har den amerikanske regering genindført barske økonomiske sanktioner mod landet. Det er sanktioner, som EU forsøge at omgå for at holde liv i atomaftalen.
En iransk embedsmand, der ledsager Rouhani, siger, at Irak "er endnu en kanal til at omgå USA's uretfærdige sanktioner".
/ritzau/