Først gav han liv til krigsspekulationer ved at sige, at enhver, der angriber Iran, vil fortryde det.
Nu afliver han enhver snak om krig mellem Iran og USA.
Iran har slet ikke brug for atomvåben, lyder det fra Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i et tv-interview under hans besøg i USA.
Udmeldingen kommer netop som den amerikanske regering har lagt pres på FN for at indføre flere sanktioner mod Iran for at få landet til at stoppe berigelsen af uran, der kan bruges til atomvåben.
Ahmadinejad skal tale til repræsentanter for FN, der samles i New York tirsdag.
Atomvåben er ubrugelige
- Det er forkert at tro, at Iran og USA styrer mod krig. Hvem siger det? Hvorfor skulle vi gå i krig, spurgte Irans præsident retorisk i interviewet.
Han berørte også spørgsmålet om Irans eventuelle planer om atomvåben.
- I politiske relationer er atombomben ikke brugbar, sagde Ahmadinejad.
Den iranske præsidents besøg har vakt røre i USA, og formiddagspressen har kaldt ham for gal og et monster .
Mens nogle amerikanere demonstrerer mod Ahmadinejad, har andre stået i kø for at købe billet til et foredrag, som den gæstende præsident giver på University of Columbia i New York.
Se klip fra tv-interviewet på tv-stationen CBS hjemmeside