Irans højesteret opretholder dødsdommen mod en svensk-iransk forsker, som er anklaget for spionage.
Det oplyser den iranske anklager, Abbas Jafari Dolatabadi, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Forskeren Ahmadreza Djalali har ifølge den iranske anklager tilstået at have givet udenlandske sikkerhedstjenester hemmelige dokumenter om Irans atom- og forsvarsprogram samt oplysninger om iranske atomforskere.
Til gengæld for de hemmelige dokumenter fik Ahmadreza Djalali penge og svensk statsborgerskab, hævder anklageren ifølge nyhedsbureauet Isna.
Anklageren nævner ikke, hvornår henrettelsen af den svensk-iranske forsker skal finde sted.
Djalali, der er bosat i Sverige og har arbejdet i Italien og Belgien, blev tilbageholdt i april 2016, da han var på besøg i Iran, hvor han er født.
Amnesty International mener, at iranske myndigheder har presset ham til at tilstå gennem tortur og trusler.
I sidste uge tilstod Ahmadreza Djalali på iransk stats-tv, at han har været spion for udenlandske efterretningstjenester.
Hans kone hævder dog, at Djalali blev tvunget til at læse en tilståelse op for kameraet.
- De indspillede videoen og satte ham i isolation. De sagde: du skal lave denne video. Hvis du gør det, så løslader vi dig i morgen. Hvis ikke du gør det, så tager vi til Sverige og dræber dine børn, sagd e Vida Mahrannia efterfølgende til det svenske nyhedsbureau TT.
- Min mand fortalte mig, at de skreg af ham, hver gang han sagde noget, der ikke stod i teksten og stoppede med at filme.
Ahmadreza Djalali har tidligere forsket ved Karolinska Instituttet i Stockholm. Han har også permanent opholdstilladelse i Sverige.
Af iranske myndigheder bliver Djalali også nævnt i forbindelse med drabene på to iranske forskere.
Attentaterne skulle ifølge myndighederne være et israelsk forsøg på at sabotere det iranske atomenergiprogram.
/ritzau/