Stik mod USA’s advarsler siger Iran nu, at landet vil øge sin indflydelse hos sin borgerkrigshærgede nabo. I et interview med New York Times bekræfter den iranske ambassadør i Irak, at landet har planer om at »voldsomt forøge sine økonomiske og militære bånd med Irak«.
Udtalelsen kommer kort efter, at USA har advaret iranerne om at blande sig i irakiske forhold. USA siger, at landet har beviser for, at iranerne har støttet angreb på irakiske og amerikanske tropper i landet.
Ifølge den iranske ambassadør vil iranerne åbne en afdeling af sin nationalbank i Bagdad for at øge de økonomiske forbindelser til Irak. Samtidig vil iranerne samarbejde militært med irakerne – blandt andet om at kontrollere grænserne.
Spændingen mellem USA og Iran er høj i Irak, efter at amerikanerne har arresteret flere iranske sikkerhedsfolk i Bagdad.
I interviewet med New York Times indrømmer ambassadøren for første gang, at de arresterede irakere var sikkerhedsfolk. Men de var kun i landet for at samarbejde med den irakiske sikkerhedstjeneste, fastholder han.
Det shiamuslimske Iran mistænkes for at støtte de shiamuslimske grupper i kampene i Irak.