Sikkerhedssituationen i Irak bliver ikke bedre, før de amerikanske tropper har forladt landet. Sådan lød budskabet fra Irans øverste leder, ayatollah Khamenei, der tirsdag mødtes med Iraks præsident, Jalal Talabani.
Den irakiske præsident var på besøg i Teheran for at overtale iranerne til at hjælpe med at stoppe den blodige konflikt mellem sunni- og shiamuslimer, der i øjeblikket hærger Irak.
Talabanis besøg i Iran kommer på et tidspunkt, hvor USA kraftigt overvejer at inddrage de gamle fjender Iran og Syrien i arbejdet med at skabe stabilitet i Irak.