Mens voldsomme kampe står på i Syrien har iranske og syriske politikere i løbet af ugen indgået en række aftaler om energi- og vandforsyning, oplyser iranske nyhedsbureauer lørdag.
Det opfattes som et signal om, at det gode samarbejde fortsætter mellem de to lande, mens Syriens regering kæmper mod et oprør inden for landets grænser.
En økonomisk delegation fra Syrien har i den forløbne uge rejst rundt i Iran og underskrevet aftaler med iranske embedsmænd om eksport af elektricitet fra Iran til Syrien, skriver nyhedsbureauet Fars.
Iran er en af Syriens sjældne allierede, idet præsident Bashar al-Assads regime er blevet internationalt fordømt for den hårde behandling af det knap 17 måneder lange oprør, som nu har bredt sig til landets største byer.
De internationale sanktioner mod Iran for landets omstridte atomprogram har lagt et enormt pres på Irans økonomi og medført lukning af fabrikker og en stigende arbejdsløshed.
Irans energiminister, Majid Namjou, har sagt i denne uge, at styret i Teheran var parat til at hjælpe Syrien med at genopbygge ødelagte anlæg så som kraftværker.
Syriske aktivister beskylder regeringsstyrker for at bombarderede beboede områder i blandt andet Homs med granater, der forårsager store ødelæggelser.
- Den Islamiske Republik Iran vil ikke lade Syrien stå alene i den vanskelige situation, blev Namjou citeret for torsdag af Irans Press TV. Namjou mødtes med den syriske elektricitetsminister, Imad Khamis, og vandressourceminister Bassam Hanna, siger tv-kanalen.
Iran er parat til at eksportere 50 megawatt elektricitet til Syrien via Irak, ifølge en af de underskrevne aftaler. Og de to lande vil også samarbejde om vandforsyning og spildevandshåndtering, oplyser Press TV.
/ritzau/Reuters