Iran vil om 10 dage øge berigelsen af uran "på baggrund af landets behov".
Det meddelte en talsmand fra landets atomagentur tidligere mandag. Iran vil øge berigelsen til op mod 20 procent, forklarede han ifølge nyhedsbureauet AP.
Han tilføjede, at Iran er på vej til at overskride den mængde uran, der er tilladt ifølge den atomaftale, som Iran i 2015 indgik med USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU.
USA har siden trukket sig ud af atomaftalen. Ifølge præsident Hassan Rouhani gør Iran nu gengæld ved delvist at trække sig ud af aftalen.
De mest højlydte protester kommer mandag fra USA's præsident, Donald Trump, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
De har ellers været de to mest energiske modstandere af atomaftalen.
Trump kalder mandagens besked fra Iran for "atomar afpresning", og han opfordrer verden til ikke at "give efter", skriver AFP.
Netanyahu siger, at det må medføre øjeblikkelige sanktioner - altså tilbagefaldssanktioner, der skal træde i kraft, hvis Iran overskrider grænsen for uranberigelse.
EU opfodrer Iran til at holde sig til atomaftalen. Men situationen er ubekvem for europæerne. For de mener, at amerikanerne selv er skyld i, at de militære spændinger i Den Persiske Bugt er stigende, og at iranerne nu vil droppe dele af atomaftalen.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bad mandag iranerne om at være "tålmodige og ansvarlige".
I atomaftalen lyder det, at Iran må have beriget uran på maksimalt 3,67 procent U-235. Det kan benyttes som brændsel i kernereaktorer.
En stigning til 20 procent vil betyde, at Iran er tættere på et niveau, hvor det berigede uran potentielt kan benyttes til kernevåben.
Det kan derfor skabe øget frygt internationalt, at iranerne i så fald kun vil være få skridt fra at have beriget uran til brug til atomvåben.
USA's præsident, Donald Trump, trak i maj 2018 USA ud af atomaftalen og genindførte sanktioner mod Iran. Det har ramt Irans økonomi hårdt.
I sidste uge beskyldte USA Iran for at stå bag et angreb mod to olietankskibe i Omanbugten.
Iran har afvist påstanden og beskylder USA for sammen med regionale allierede som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater at forsøge at piske en krigsstemning op.
Iran har bedt EU om at hjælpe med at beskytte Iran fra USA's sanktioner.
/ritzau/AP