Risikoen for en ny Muhammed-krise vokser. Tidligere i dag blev der fra Indonesien og Egypten udtrykt kritik over danske avisers beslutning om at genoptrykke Muhammed-tegningerne, og nu melder Iran sig i koret af utilfredse lande.
Ifølge Ritzau blev den danske ambassadør i Teheran, Søren Haslund, onsdag kaldt til det iranske udenrigsministerium. Her fik han overbragt en kraftig fordømmelse af, at de danske aviser igen har bragt tegninger af Muhammed.
Via det statslige nyhedsbureau i Iran, IRNA, har det iranske udenrigsministerium udsendt en officiel erklæring:
Udenrigsministeriet tilkaldte den danske ambassadør efter
gentagelsen af fornærmelsen mod Profeten og for at udtrykke en officiel
protest mod den fornyede offentliggørelse af karikaturerne i den danske
presse. Udenrigsministeriet
fordømmer kraftigt dette og opfordrede til en alvorlig konfrontation
mod sådanne fornærmelser og en forhindring af enhver gentagelse .
Tilbage under Muhammed-krisen i 2006 angreb iranske demonstranter den danske ambassade i Teheran som følge af Muhammed-tegningerne.