Tusinder af iranere var søndag mødt op på Frihedspladsen i hovedstaden Teheran for at høre præsident Mahmoud Ahmedinejads tale i anledning af 28-års dagen for Revolutionen i 1979.
Og beskeden fra Ahmedinejad var klar: Dagen skulle bruges til at fejre fremskridtene for Irans atomenergiprogram, som USA frygter er et skalkeskjul for et forsøg på at udvikle atomvåben, skriver Reuters.
Det benægter Ahmedinejad, og han erklærede i sin tale, at han gerne vil genoptage forhandlingerne med Vesten, og at han tilstræber at gennemføre atomenergiprogrammet i henhold til de gældende internationale regler.
»Vi er klar til dialog, men vi vil ikke afbryde vores aktiviteter,« sagde han.
For nylig gav FN Iran en frist til 21. februar til at stoppe berigelsen af uran, der både kan bruges til fremstilling af atomenergi og til fremstilling af atomvåben, men det iranske styre har svaret igen ved at påbegynde installeringen af 3.000 nye centrifuger til netop berigelse af uran. Præsident Ahmedinejad fastholder, at Iran blot vil bruge teknologien til at fremstille energi til iranerne, og i sin tale erklærede han, at det vil være »ydmygende«, hvis Iran afbryder sit atomprogram efter pres fra Vesten. Han sagde også, at Iran ikke frygter FN’s straf i form af sanktioner.
Ifølge Reuters har atomenergiprogrammet stor opbakning i den iranske befolkning, der er stolt af de teknologiske landvindinger.