Ordene skabte overskrifter over hele verden.
- I Iran har vi ikke homoseksuelle – i modsætning til jeres land. Vi har ikke dette fænomen.
For sådan sagde den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, til de studerende på New Yorks Columbia University for nyligt. Ellers rettere – sådan troede vi, at han sagde.
For nu siger en talsmand for den iranske præsident, at ordene blev oversat helt forkert.
For i virkeligheden sagde præsidenten, at ”sammenlignet med det amerikanske samfund, så har vi ikke så mange homoseksuelle,” forklarede Mohammed Kalhor, der ifølge Sky News erkendte, at der ”selvfølgelig” var homoseksuelle i Iran.
Mohammed Kalhor tilføjede, at der er klare historiske, religiøse og kulturelle forskelle, der gør, at der er færre homoseksuelle i Iran end i Vesten.
Organisationen Human Rights Watch har dokumenteret, at Iran senest i 2005 har gennemført dødsdomme mod mænd - alene for at have deltaget i et homoseksuelt forhold.