Iran dømmer amerikaner til døden

Han står anklaget for forsøg på at anklage Iran for terrorisme.
Iran har optrappet sin militære tilstedeværelse i Hormuz-bugten som et led i den diplomatiske krise mellem USA og Iran. Dødsdommen over en amerikansk mand hjælper ikke på den anspændte situation.
Iran har optrappet sin militære tilstedeværelse i Hormuz-bugten som et led i den diplomatiske krise mellem USA og Iran. Dødsdommen over en amerikansk mand hjælper ikke på den anspændte situation. Foto: Polfoto, (AP Photo/IIPA, Ali Mohammadi) / POLFOTO

En 28-årig amerikansk militærtolk og tidligere marinesoldat er blevet dømt til døden ved en iransk domstol.

Ifølge en iransk radiorapport er 28-årige Amir Mirzaei Hekmati CIA-agent og har forsøgt at involvere Iran i sager om terrorisme, skriver AP.

Amir Mirzaei Hekmati er født og opvokset i Arizona og Michigan, men hans familie har iranske rødder. Ifølge hans far er Amir Mirzaei Hekmati ikke CIA-agent. Han befandt sig kun i Iran for at besøge sine bedsteforældre, lyder det.

De amerikanske myndigheder kræver Amir Mirzaei Hekmati løsladt øjeblikkeligt. Ifølge iransk lovgivning har han 20 dage til at appellere dommen.

Dommen forværrer de diplomatiske forbindelser mellem Iran og USA, som i forvejen befinder sig på et kritisk niveau. USA har indført strenge handelsrestriktioner over for Iran for at presse landet til at opgive sit atom-energiprogram, som USA frygter skal bruges til at udvikle atomvåben.

Iran truer på sin side med at lukke Hormuz-strædet ved indsejlingen til Oman-bugten, som er den eneste skibsrute til blandt andre oliestaterne Bahrain, Kuwait og Qatar. En syvendedel af verdens olieforsyninger skal igennem Hormuzstrædet for at nå frem til forbrugerne.

Kilde: AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.