Ritzau
Opdateret kl. 06:03
Iran siger tirsdag, at landet har indstillet redningsaktioner i de områder, der blev ramt af et kraftigt jordskælv, som har dræbt mindst 450 mennesker og skadet tusindvis andre.
Det rapporterer iransk stats-tv.
- Redningsaktionerne i den vestlige Kermanshah-provins er afsluttet, siger Pir-Hossein Kolivand, der er chef for Irans nødberedskab, til den statslige tv-kanal.
Ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der er USA's jordskælvsmyndighed, havde jordskælvet en beregnet størrelse på 7,3.
Det ramte 31 kilometer uden for den irakiske by Halabja. Men det er i Iran, at skaden er størst.
Sarpol-e Zahab, der ligger omkring 15 kilometer fra grænsen til Irak, blev værst ramt.
Skælvet har resulteret i strømafbrydelser i adskillige byer i både Iran og Irak.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, kondolerede mandag over for de berørte. Han opfordrede desuden myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at hjælpe de berørte.
Iransk politi, Revolutionsgarden og militære styrker blev indsat i de ramte områder søndag aften. Præsident Hassan Rouhani vil besøge områderne tirsdag, oplyser den statslige tv-station.
Tv-stationen viste mandag billeder af redningsarbejdere, der minutiøst gennemgik murbrokker fra sammenstyrtede bygninger i søgningen efter overlevende.
Men iranske myndigheder siger, at chancerne for at finde overlevende er ekstremt små.
Iran og Irak mangler jordskælvssikring, selv om de ligger ekstremt udsat for jordskælv. De to lande ligger på grænsen mellem to tektoniske plader.
/ritzau/Reuters