Stemningen mellem Iran og resten af verden er hurtigt blevet mere anspændt i løbet af de seneste dage. Nu advarer en højtstående iransk militærmand USA mod at indlede en krig, skriver Reuters.
- Hvis USA indleder krigen, vil det ikke være dem, der afslutter den. Vores folk vil ikke tillade en eneste amerikansk soldat at komme ind i vores land, siger Morteza Saffari, der er leder af Irans flåde, ifølge det iranske nyhedsbureau ISNA.
FN besluttede i weekenden at indføre nye sanktioner mod Iran, da landet endnu ikke har vist vilje til at indstille sit atomprogram. De nyeste sanktioner vil blandt andet ramme landets nationalbank. Som modtræk har Iran valgt delvist at suspendere samarbejdet med FN s atomagentur, IAEA.
Samtidig sidder der i øjeblikket 15 engelske marinesoldater fanget i Iran. Ifølge iranske myndigheder opholdt soldaterne sig ulovligt i landets farvand i forbindelse med en ransagning af et smuglermistænkt skib. Det engelske forsvarsministerium fastholder dog, at soldaterne befandt sig i irakisk farvand.
USA, der tidligere har udråbt Iran som del af ondskabens akse sammen med Nordkorea og Irak under Saddam Hussein, har lagt stort pres på det internationale samfund for at få det til at boykotte Iran totalt. Amerikanerne fastholder dog, at de stadig betragter diplomatiet som bedste udvej og derfor ikke har tænkt sig at invadere Iran.
Men ifølge Moteza Saffari er det amerikanerne, der har noget at frygte, hvis krig bliver en realitet.
- Vi har modstandens sjæl, og dette er en faktor, der vil stoppe dem. Vores nations enhed og martyrium-søgende sjæl vil med Guds hjælp altid garantere for det islamiske Irans modstand, siger han ifølge ISNA.