Irakiske specialstyrker har erobret den første vigtige bygning i Mosul under offensiven mod Islamisk Stat (IS).
Soldaterne kunne tirsdag tage kontrol over den bygning, hvor stats-tv har til huse i den østlige del af byen. Det siger en irakisk general til nyhedsbureauet AP.
Specialstyrkerne, som udgør en spydspids i hærens offensiv, er de seneste dage rykket frem øst for Mosul.
En general i Iraks antiterrorcenter (CTS) siger, at den "egentlige befrielse" af byen nu er indledt. Styrkerne er inde i landsbyen Gogjali, som er adskilt fra Mosul af en stor gravplads.
- De næste skridt bliver mod al-Zahra og al-Karama, siger generalen til nyhedsbureauet AFP.
Irakiske regeringsstyrker og kurdiske peshmergakrigere har indtil videre generobret en række mindre landsbyer på vejen ind mod selve Mosul.
Mandag sagde Iraks premierminister, Haider al-Abadi, i en tv-transmitteret tale, at IS-krigere umuligt kan flygte.
- De har intet sted at tage hen, ingen flugtveje. De kan kun overgive sig. De kan dø eller overgive sig, sagde premierministeren ifølge AFP.
Jihadisterne har dog ifølge nyhedsbureauet mulighed for at tage flugten mod vest mod IS-kontrolleret territorium i nabolandet Syrien.
Iraks hær og kurdiske styrker indledte 17. oktober en længe forberedt offensiv mod Mosul. En amerikanskledet international koalition tager del i offensiven ved blandt andet at bombe fra luften.
Målet er at fordrive og nedkæmpe IS, som erobrede den store by i sommeren 2014. Mosul er gruppens sidste bastion i Irak.
FN forventer, at kampene vil føre til store strømme af flygtninge fra byen. Helt op imod en million mennesker.
Folk er begyndt at flygte, men slet ikke i den størrelsesorden.
/ritzau/