Iraks produktion af olie er nu oppe på 3,2 millioner tønder om dagen, og dermed indtager landet nu positionen som den næststørste producent i oliekartellet OPEC efter Saudi- Arabien.
- Produktionen er nu højere end i lande som Iran, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait, siger Iraks viceenergiminister, Hussein al-Shahristani.
Irak har bestræbt sig på at genopbygge sin produktion af olie, efter krigen ødelagde store dele af infrastrukturen for landets vigtigste indtægtskilde. Gevinsten fra eksport af olie udgør langt størstedelen af statens indtægter.
Ifølge OPEC's seneste skøn nåede Irak i juli en dagsproduktion på knap 3,1 millioner tønder (155 liter) sammenlignet med Irans godt 2,8 millioner tønder.
I forhold til slutningen af 2011 har Irak dermed øget sin daglige produktion med 400.000 tønder, mens Irans er faldet med 700.000 tønder.
Forskellen ventes at blive endnu større de kommende år. Irak har indgået kontrakter med adskillige udenlandske olieselskaber, og det ventes at udmønte sig i en støt stigende produktion.
Irak har en målsætning om at øge produktionen til 3,4 millioner tønder om dagen inden udgangen af 2012 og eksporten til 2,6 millioner tønder.
Irak har påviste reserver svarende til 143,1 milliarder tønder olie. Desuden har landet enorme mængder naturgas i sin undergrund.
Den aktuelle dagsproduktion er den højeste de seneste 20 år.
/ritzau/AFP