Iraks militær presser kurdere i kamp om olierige Kirkuk

Der meldes om flere døde i kampe mellem Irak og landets kurdiske mindretal i Kirkuk. Tusinder er på flugt.
Irakiske styrker på vej mod Kirkuk mandag morgen.
Irakiske styrker på vej mod Kirkuk mandag morgen. Foto: Ahmad Al-rubaye/AFP

Mange er døde under kampe mellem irakisk militær og kurdiske styrker i det nordlige Irak. Det sker i regionen omkring byen Kirkuk, der er strategisk vigtig i forhold til områdets olieproduktion.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Kampene har sendt olieprisen op og kommer, efter at den kurdiske region afholdt en afstemning om selvstændighed.

Ifølge AFP er 10 kurdiske soldater døde og 27 såret under kampe, der har fundet sted tidligt mandag.

Ifølge Reuters iværksatte irakisk militær tidligt mandag morgen en operation i området for at vinde kontrollen tilbage fra de kurdiske styrker.

Over middag meldes det, at de irakiske styrker har taget kontrollen med Kirkuks lufthavn, hovedkvarteret for olieproduktion i området og "flere oliefelter og olieinstallationer."

Mandag efter middag siger en højt placeret embedsmand i det irakiske olieministerium, at det er et spørgsmål om "meget kort tid", inden irakiske styrker har kontrol med alle oliefelter i Kirkuk og kan genstarte produktionen.

Mange tusinde lokale skulle være på flugt ud af området oven på kampene, der umiddelbart har været hårdest i forstaden Taza Khurmatu syd for byen Kirkuk.

De kurdiske militser, der går under navnet Peshmerga, overtog kontrollen med området i 2014, da det pressede den radikale bevægelse IS væk.

Det skete, efter at irakisk militær på spektakulær vis blev fordrevet af IS uden større kampe.

Tidligere i år afholdt det kurdiske mindretal i Irak en afstemning om selvstændighed. Det har ifølge Reuters været en medvirkende årsag til, at Iraks centralregering har handlet for at vinde kontrollen med det olierige område tilbage.

De kurdiske mindretal i Irak, Syrien og Tyrkiet har længe ønsket at skabe deres egne stater, hvilket regeringerne i de lande, som mindretallene bor i, er stærkt imod.

Frygt, for at konflikten kan standse eller forstyrre olieproduktionen i området, har mandag sendt prisen på en tønde olie op med 1,5 procent til 58,04 dollar mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.