Irakiske oprørere har øjne og ører i Danmark.
Oplysninger om det danske forsvar er flere gange sevet fra Danmark til Irak via spioner eller folk, der sympatiserer med de irakiske oprøreres kamp mod koalitionsstyrkerne.
Det bekræfter Torsten Lind Thomsen, som netop er kommet hjem fra Irak, hvor han var chef for efterretningstjenesten ved den danske bataljon.
E-mails fra Danmark
»Vi har ved flere lejligheder stødt på informationer i Irak, som kun kan være kommet fra Danmark. Det er vores klare opfattelse, at oprørerne har både øjne og ører i Danmark,« siger Torsten Lind Thom-sen.
Han vil dog ikke kommentere, hvilke oplysninger det konkret drejer sig om. Men det står klart, at de irakiske oprørere har forsøgt at bruge informationerne i kampen mod de danske styrker i Irak.
»Der sidder nogle hjemme i Danmark og indsamler konkret viden blandt andet fra medierne, debatten og andre steder. De informationer havner så hos oprørerne i Irak, sandsynligvis via e-mail. Men det er ikke en opgave for os at efterforske. Vi videregiver oplysningerne til PET,« forklarer Torsten Lind Thomsen.
Styrket indsats
Hos PET ønsker man ikke at kommentere de konkrete sager, men henviser til den seneste årsberetning, der oplyser, at PET har styrket indsatsen mod spioner i Danmark, som sender informationer til Irak.
»Politiets Efterretningstjeneste har i perioden forstærket indsatsen i forhold til miljøer i Danmark, som kunne mistænkes for at støtte de kræfter, som i dag yder modstand mod koalitionsstyrkerne i Irak, og som forsøger at hindre overgangen til demokrati i Irak,« står der blandt andet i PET’s årsberetning, som udkom i september sidste år.
Dødstrusler
Nyhedsavisen kunne torsdag fortælle, at irakiske oprørere har opsnappet numrene på danske soldaters pårørende.
Det har ved flere lejligheder ført til dødstrusler hos soldaternes familier og kærester hjemme i Danmark.
Det er sandsynligvis foregået ved, at irakiske oprørere har infiltreret de lokale teleselskaber og derigennem fået adgang til danske soldaters samtaler.