Som den anden minister inden for kort tid har Iraks sunnimuslimske landbrugsminister Ezzedine al-Dawleh valgt at trække sig fra jobbet i protest mod regeringen, som beskyldes for at være sekterisk.
Sidste fredag var det den sunnimuslimske finansminister, Rafaie Al-Esawi, der sagde stop.
- Jeg står foran mit folk, og jeg meddeler, at jeg trækker mig fra denne regering. Jeg kan på ingen måde fortsætte i en regering, som ikke reagerer på folkets krav, siger Dawleh ved et pressemøde.
Vicepremierminister Saleh al-Mutlak siger, at landbrugsministeren havde overvejet beslutningen et stykke tid, men at den endelige beslutning blev truffet, da sikkerhedsstyrker fredag dræbte en demonstrant i det nordlige Irak.
Sunnimuslimer har de sidste to måneder demonstreret mod regeringen og beskyldt den for at favorisere landets shiamuslimske flertal.
Den sunnimuslimske vrede har været ledsaget af et opsving i vold og attentater de seneste måneder.
Al-Qaeda menes at være i gang med at omgruppere sig i provinsen Anbar og har opfordret til en opstand mod regeringen.
Der er bekymring for, at den tiltagende sekteriske vold i Syrien vil brede sig til Irak.
/ritzau/AFP