Det er en tosset ide at trække sig ud af Irak. Det mener den øverstbefalende officer i Iraks Hær, Babakar Zebaris. Han kommer med den kontante udmelding efter drabet på otte irakiske soldater og tre civile.
De amerikanske myndigheder har ellers proklameret, at den sidste soldat vil være ude af Irak inden udgangen af 2011.
"For øjeblikket forløber tilbagetrækningen godt, men det er, fordi de stadig er her. Men efter 2011 må politikerne finde ud af, hvordan tomrummet kan udfyldes. Hvis jeg blev spurgt, ville jeg sige, at den amerikanske hær må blive, til den irakiske hær er klar i 2020," siger general Babakar Zebaris ifølge Ritzau.
Skal man regne med myndighedernes optællinger, så er volden steget drastisk i juli måned og man er bange for, at oprørsgrupperne vil stå stærkt, når de amerikanske soldater forlader landet.