Den irakiske regering ser ud til at have nået et kompromis omkring fordelingen af landets olieindtægter, skriver The New York Times.
Dermed ser det ud til, at et af de vigtigste og mest omstridte spørgsmål blandt de forskellige sekteriske grupper i Irak er kommet på plads.
Ifølge udkastet til en ny lov vil olieindtægterne blive samlet af staten, som derefter skal fordele pengene til de forskellige regioner på baggrund af befolkningsantal.
Umiddelbart ser det derfor ud til, at sunnimuslimerne kan ånde lettet op. Iraks største oliereserver findes nemlig i de områder, der er domineret af shiamuslimer eller kurdere, og derfor var sunnimuslimerne bange for at gå glip af de potentielle indtægter.
»Dette er en signifikant politisk bedrift, fordi politikere, der repræsenterer alle Iraks grupper, har vist, at de kan stå sammen om at løse svære spørgsmål af vital national betydning,« siger den amerikanske ambassadør i Irak, Zalmay Khalilzad, til The New York Times.
Forsøger at sende signal
De irakiske myndigheder har de seneste uger forsøgt at sende omverdenen et signal om, at freden er på vej. Dette skete senest i forbindelse med de danske og britiske udmeldinger om, at landene vil trække tropper tilbage fra Irak.
Men på trods af den seneste udvikling mener lektor ved Københavns Universitet og mellemøstekspert Jørgen Bæk Simonsen dog, at der mangler nogle ting, før man endelige kan overbevise omverdenen om, at freden er på vej.
»Der er ingen tvivl om, at alle de involverede parter er interesserede i at få det til at se ud som om, at de kan leve op til de forestillinger og det pres, der ligger fra Vestens side med hensyn til at skabe fred. Men vi mangler endnu et konkret bevis for, at sikkerhedssituationen i Bagdad er forbedret,« siger Jørgen Bæk Simonsen.
Ud over spørgsmålet om indtægtsfordelingen indeholder lovudspillet også hovedlinjerne omkring udenlandske virksomheders mulighed for at arbejde med den irakiske olie.
Ifølge lovforslaget får de regionale myndigheder lov til at indgå aftaler med udenlandske virksomheder, men en central irakisk myndighed vil kunne ophæve kontrakterne, hvis de ikke lever op til de aftalte standarder.
Selvom Irak har et af verdens tre største oliereservater og derfor er et meget attraktivt marked for Vestens olieselskaber, er det dog ikke sikkert, at vestlige selskaber vil strømme til. Der er stadig for mange usikkerheder omkring detaljerne, ligesom frygten for korruption er stor.