Vold er stadig det største problem i Irak, men en ny katastrofe lurer, fordi millioner mangler vand, mad og medicin fastslår ny rapport. Næsten en tredjedel af den irakiske befolkning har brug for nødhjælp.
Det viser en ny rapport, som den store engelske nødhjælpsorganisation Oxfam har lavet sammen med en række organisationer i Irak. Det skriver Politiken.dk.
I alt otte millioner mennesker lever ifølge rapportens opgørelser i så stor fattigdom, at de har brug for hjælp for at kunne få mad og drikke.
15 procent af irakerne har jævnligt ikke penge nok til at spise sig mætte, og hele 30 procent af de irakiske børn er underernærede. Et tal, der er foruroligende meget højere end før den amerikanskledede invasion i 2003.
Blandt de otte millioner irakere er to millioner drevet på flugt inden for Iraks grænser, og to millioner lever som flygtninge i Iraks nabolande.