De danske soldater i Irak vil formentlig begynde en tilbagetrækning i løbet af foråret i lighed med de britiske styrker. Det vurderer chefen for de danske styrker i Irak, oberst Per Mikkelsen, ifølge nyhedsbureauet, DNY.
»Jeg regner med, at vi følger briterne. Når de begynder at overlade ansvaret for sikkerheden til irakerne i løbet af foråret og trækker tropper ud af landet, vil det være nærliggende, at de danske styrker også begynder en tilbagetrækning,« siger oberst Per Mikkelsen fra Irak.
Den britiske udenrigsminister, Margaret Beckett, sagde onsdag til det britiske parlament, at styrken på 7.200 soldater regner med at overdrage kontrollen med Basra til irakerne til foråret.
Og ifølge Per Mikkelsen betyder det en reduktion af de britiske styrker ? og dermed også en mulig reduktion af den danske styrke.
»Vi er kommet tættere på målet, fordi irakerne mere og mere overtager ansvaret for sikkerheden i landet. Når irakerne har overtaget det fulde ansvar, er vores opgave løst. Nu har briterne besluttet at overdrage ansvaret til irakerne og mere have en rolle som bagstopper. Den rolle betyder også, at man trækker styrker ud af landet, og da vi er lillebror i forhold til Storbritannien, følger vi dem. Vi bliver ikke de sidste soldater, der forlader Irak,« siger chefen for den danske styrke på 470 soldater i det sydlige Irak ved Basra.
Men selvom briterne har meldt ud, at de overdrager ansvaret for Basra-provinsen til irakerne til foråret, får det ikke udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at ændre strategi. Han understreger, at briterne kun har udtrykt håb om, at det kan lade sig gøre.
»Det håb deler vi også, at den irakiske regering selv vil være i stand til at overtage kontrollen så hurtigt som muligt. Men vi ved ikke endnu, om irakerne vil være i stand til det«, siger Per Stig Møller til Ritzau.
Udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, ser den britiske udmelding som bevis for, at det går den rigtige vej i Irak.
»Det er det første skridt i forhold til, at de danske styrker kommer til at spille en langt mere tilbagetrukken rolle. Uge for uge vil de irakiske tropper overtage flere og flere af de opgaver, som danskerne og briterne står for i dag,« siger han.
Derimod mener både Socialdemokraterne og De Radikale, at de danske soldater skal hjem fra Irak så hurtigt som muligt.
»Det er helt ubegribeligt, at vi skal høre fra den britiske udenrigsminister, at irakerne er klar til over overtage sikkerheden fra foråret. Det efterlader kæmpe spørgsmål om, hvad der skal ske med den danske styrke,« siger Morten Helveg Petersen.