Flyselskabet Middle East Airlines (MEA) aflyser alle fly til og fra Erbil i det kurdiske selvstyreområde i Irak fra fredag, siger formand Mohammad al-Hout i selskabet.
- Vi indstiller driften indtil videre. Den sidste flyvning bliver 29. september, og indtil problemet er løst, siger Mohammad al-Hout.
Beslutningen om at indstille alle flyvninger kommer fra regeringen i Bagdad.
Det sker, efter at de irakiske kurdere forleden holdt en folkeafstemning om uafhængighed.
Iraks regering meddelte tirsdag, at det kurdiske selvstyre havde en frist på tre dage til at overdrage kontrollen med lufthavne til de centrale myndigheder.
Skulle kurderne modsætte sig dette, ville Irak indføre en international luftembargo. Det sagde Iraks premierminister, Haider al-Abadi.
Bagdad bad i sidste uge andre lande om at indstille direkte flyvninger til de internationale lufthavne i Erbil og Sulaimaniya. Begge byer ligger i det område, som er under kurdernes kontrol.
Iran, Irak og Tyrkiet, som alle har kurdiske mindretal, har fordømt folkeafstemningen. De kalder den en trussel mod stabiliteten i en region, som er hærget af krige.
USA har også udtrykt bekymring over det kurdiske mindretals fremfærd.
Rusland har onsdag opfordret til forsoning og dialog.
Foreløbige resultater tyder på, at over 90 procent har stemt for et uafhængigt Kurdistan i det nordlige Irak.
Iraks regering afviser blankt at forhandle om kurdisk selvstændighed. Tyrkiet fremsatte tirsdag trusler om en blokade mod kurderne i Irak.
Den kurdiske præsident i Irak, Massoud Barzani, har flere gange sagt, at afstemningen ikke er bindende. Derimod skal den give ham mandat til at forhandle med regeringen i Bagdad om regionens løsrivelse fra Irak.
FN's generalsekretær, António Guterres, udtrykte tirsdag beklagelse over afstemningen.
- Folkeafstemningen blev gennemført trods modstand fra de irakiske myndigheder og det globale samfund, sagde talsmand Stephane Dujarric.
/ritzau/