Hver dag kommer der nye beretninger om angreb på styrkerne i Irak, på civile, på hjælpearbejdere. En ny rapport fra Pentagon viser, at volden i Irak er steget med alarmerende hast de sidste par måneder.
Fra maj til juni var der gennemsnitligt 784 angreb i Irak. Men fra august til november er antallet af ugentlige angreb steget til 959.
I rapporten står der, at oprørerne har opnået »strategisk succes« på grund af sunni- og shiamuslimske dødspatruljer, som truer den politiske stabilitet i landet.
»Volden er eskaleret ufatteligt hurtigt,« sagde generalløjtnant John F. Sattler, da han brieferede journalister om rapporten, skriver Washington Post.
Rapporten er den nyeste af en serie, som Pentagon udgiver hver fjerde måned. Og ud over at vise det mest voldelige billede af Irak, så er det også første gang, at al-Qaeda ikke ses som den største trussel mod stabiliteten i landet.
I stedet har den shiamuslimske Mahdi-milits, som er ledet af Moqtada al-Sadr, overtaget den rolle. Al-Sadr er også nævnt i den vigtige Baker-rapport, som en af de irakiske personer, som kan være med til at stoppe volden i landet.