At danske tropper trækker sig ud af det sydlige Irak, er ikke noget problem for sikkerheden, understregede Iraks udenrigsminister, Hoshiyar Zebari, flere gange, da han mandag var i København for at mødes med udenrigsminister Per Stig Møller (K).
»Det er ikke kommet som en overraskelse for os, og vi har løbende snakket om det med regeringen. Timingen af tilbagetrækningen i august er fornuftig,« sagde Zebari på et pressemøde.
Den irakiske minister svarede undvigende, da en journalist spurgte, hvad den irakiske regering vil gøre, hvis det går galt, og sikkerhedssituationen forværres, når de danske og britiske tropper trækkes ud og overlader ansvaret til de irakiske sikkerhedsstyrker.
»Vores vurdering af sikkerhedstyrkerne i Basra er, at de er blevet bedre i styrke, træning og uddannelse. Vi kan ikke være afhængige af fremmede tropper altid. Vi kan forsvare os selv,« sagde Zebari og undlod at svare på, om han ville have ønsket at de danske tropper var blevet, indtil de irakiske styrker har bevist, at de kan klare opgaven alene.
S: Forudsigelig udmelding
Per Stig Møller glædede sig over Iraks beslutning om at åbne en ambassade i Danmark og roste forholdet mellem de to lande. Men hos Danmarks største oppositionsparti mener man ikke, der kom meget nyt ud af mødet med den irakiske minister.
»Hvad skulle han ellers have sagt? Uanset om de har været indforståede med beslutningen om at trække de danske styrker ud eller ej, så skal de holde ansigtet i de rigtige folder. Det, den irakiske regering svarer, er det, den danske regering har lavet et udkast til, at den skal svare,« siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft.
Hoshiyar Zebari bliver i landet torsdag, da han skal åbne den nye irakiske ambassade i Hellerup.