100.000 tyrkiske soldater står i øjeblikket klar ved grænsen til Irak. Klar til at rykke ind i den kurdiske del af Irak og bekæmpe guerilla-soldater fra Kurdistans Arbejderparti (PKK), som regnes for en terrororganisation af blandt andre EU og USA.
Og de mange tusinde tyrkiske soldater på grænsen skaber nervøsitet blandt Iraks politikere. Iraks øverste mand i Danmark har derfor øjeblikkeligt inviteret Nyhedsavisen til landets ambassade i Hellerup for at forklare vigtigheden af situationen.
»Måske kan Danmark hjælpe med at overbevise tyrkerne om, at de skal bruge dialog og ikke våben, når det gælder om at løse problemet med terroristerne fra PKK,« siger Faris Shakir Fatouhi, der er chef for Iraks ambassade i Danmark.
Konflikt kan sprede sig
Irak har de seneste uger arbejdet hårdt for at undgå tyrkiske tropper i landet. Organisationer mistænkt for at være PKK-støtter er blevet lukket, checkpoints er blevet oprettet langs grænsen til Tyrkiet for at stoppe guerillaernes våbentransporter, og Iraks regering har understreget, at man opfatter PKK som en terrororganisation.
»Nordirak er den eneste rigtigt rolige region i Irak. Det vil underminere det hele, hvis Tyrkiet invaderer. Det vil ikke bare give uroligheder i Nordirak, men det kan sprede sig til hele regionen,« advarer Fatouhi.
Men hvorfor nedkæmper I ikke bare selv de kurdiske guerilla-bevægelser, som tyrkerne beder om?
»De gemmer sig i meget svært fremkommelige bjergegne, som gør dem meget svære at bekæmpe. Tyrkerne har jo selv kæmpet mod PKK i årtier, uden at det er lykkedes dem at nedkæmpe dem. Hvis det er så nemt, hvorfor har tyrkerne så ikke gjort det?« siger Fatouhi, der håber på en international styrke, der kan holde freden på grænsen til Tyrkiet.
Vil der blive krig, hvis tyrkerne sender soldaterne over grænsen?
»Jeg håber ikke, det vil ske, og jeg tror på, at vi kan finde en fredelig løsning ved at tale sammen. Men det vil være svært for irakerne at acceptere, hvis tyrkiske soldater krænker vores suverænitet.«
Tyrkiets regering sagde i går, at den vil indføre sanktioner mod grupper i Irak, der støtter PKK. En af PKK s topledere opfordrede derimod tyrkerne til fredsforhandlinger.