5-årige Hassan har det brede smil på. Han har fået lov til at få en tur i karrusellen på en solbeskinnet fredag eftermiddag.
Det er far, mor og børn på udflugt - præcis som det foregår over hele verden. Men karrusellen ligger i et af verdens brændpunkter, Iraks hovedstad Baghdad.
10 år efter USA's invasion er nogle ting blevet bedre, men der er en ting, alle byens forældrepar drømmer om.
"Helt ærligt er tingene som før. Det eneste vi ønsker, er sikkerhed. Tingene er ikke dårlige, men vi vil have, at vores børn skal vokse op i tryghed. Hverken mere eller mindre," fortæller Baidar Ta'ar, der er med sin søn Hassan i forlystelsesparken.
De ti år, der er gået, siden krigen begyndte, og Saddam Hussein blev sat fra magten, har været en turbulent tid for Irak.
Rundt om i hovedstaden begynder man at kunne se tegn på, at tingene er i bedring. Efter massive investeringer er landets oliesektor igen kommet op i omdrejninger, og Irak er nu verdens næststørste olieeksportør. Beløb i den størrelsesorden sætter sit præg på gadebilledet.
Men der også dem, der mener, at det går alt for langsomt. At den almindelige iraker stadig ikke har fået tilstrækkelig glæde af, at diktatoren er væk, og at landets rigdomme nu, i hvert fald i princippet, tilhører folket.
"10 år er gået, og jeg har stadig ikke noget rigtigt hjem, ingen hjælp fra det offentlige, ingen elektricitet eller rindende vand, og mine børn har hverken skole eller uddannelse. Det eneste jeg har, er huset her, og det har jeg selv bygget af mudder," fortæller Mehdi al-Daraji, der bor i en af hovedstadens mange slumkvarterer.
Den irakiske regering bliver beskyldt for omfattende korruption, og det er med til at holde det sår åbent, som krigen har efterladt. Ud over de materielle skader menes over 100.000 civile irakere at have mistet livet under krigen.