Den Internationale Olympiske Komité (IOC) besluttede tirsdag, at Rusland bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, næste år.
Og den beslutning bliver mødt med respekt fra forskellige aktører verden over.
Craig Reedie, der er formand for Det Internationale Antidoping Agentur (Wada), siger i en pressemeddelelse, at beslutningen er den rigtige.
- Wada mener, at IOC's beslutning er taget på et oplyst grundlag. Den sanktionerer Rusland for sin involvering i systematisk manipulation af dopingkontrollen under og efter OL i Sotji i 2014, siger Reedie.
Wada er også fortaler for, at russiske atleter kan få lov at stille op til OL i Pyeongchang til februar. Hvis altså atleterne udfylder en række kriterier og ikke stiller op under det russiske flag.
- Det skal kunne bevises, at disse atleter ikke har deltaget i det systematiske dopingsnyd og er blevet testet korrekt, står der i meddelelsen.
Wadas holdning bliver delt af USA's Antidoping Agentur (Usada). Agenturet siger i en pressemeddelelse, at IOC har lyttet til de atleter, der ikke bruger doping.
- IOC har lyttet til dem, der betyder mest for sporten. De rene atleter har vundet en klar og stor sejr i dag, siger Travis Tygart, direktør for Usada, i meddelelsen.
Komitéen, der arrangerer OL i Pyeongchang, hilser også beslutningen velkommen.
- Vi accepterer og respekterer beslutningerne fra IOC. Russiske atleter må deltage, men kun under neutralt flag, oplyser komitéen for organisering i Pyeongchang.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil onsdag møde pressen for første gang siden OL-udelukkelsen.
Hans talsmand Dmitry Peskov siger til AFP, at landet ikke vil lade frustrationen få frit løb.
- Det er en alvorlig situation, som kalder på grundig analyse, og det vil være forkert at lade følelserne råde her, siger Peskov.
I slutningen af 2015 afslørede en Wada-rapport systematisk doping i Rusland.
Med tirsdagens afgørelse følger IOC ikke den samme model, som da komitéen sidste år stod i samme situation før sommer-OL i Rio.
IOC valgte dengang ikke at udelukke Rusland som nation til sommer-OL i Rio. Det mødte IOC meget kritik for.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.