Danske virksomheder rider krisen af. Det viser en gennemgang af selskaberne i toneangivende indeks C20 på børsen i København, som Spar Nord har lavet.
- Regnskabssæsonen tegner et billede af danske elitevirksomheder med relativ stor modstandskraft over for krisen, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen og fortsætter:
Selv om halvdelen af virksomhederne i C20 har skuffet på bundlinjen i den netop overståede regnskabssæson, så har investorerne været i højt humør.
En gennemgang af de 19 selskaber i C20, som Spar Nord har lavet, viser, at investorerne generelt har belønnet virksomhederne med solide kursstigninger.
I tre ud af fire tilfælde steg selskabernes kurser på dagen for regnskabet, og det til trods for, at 10 af de 19 virksomheder i indekset har skuffet analytikernes forventninger til indtjeningen.
- Alligevel kvitterer investorerne med kursstigninger, og det skyldes, at investorerne generelt har tillid til, at de danske virksomheder vil klare sig pænt igennem 2012, siger Mikkel Duus-Hansen.
Det er Danske Bank, der overrasker mest med en indtjening, der er mere end 90 procent højere, end analytikerne havde forventet. Også Nordea klarer sig bedre end forventet. Den nordiske storbanks indtjening er knap 20 procent bedre end forventet.
Halvårets største - indtjeningsmæssige - skuffelse kommer fra smykkeproducenten Pandora, der i første halvår leverer en indtjening på knap halvdelen af det forventede.
- Pandora-regnskabet indeholdt en lang række andre lyspunkter og positive forventninger til fremtiden. Det var nok til at opveje den skuffende indtjening og sende Pandora-aktien op med mere end 17 procent på regnskabsdage, siger aktieanalytikeren.
/ritzau/