Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Spar Nords investeringskomité har netop afsluttet sin kvartårlige, økonomiske analyse med en klar anbefaling om, at du som investor fortsat skal overvægte andelen af aktier i porteføljen. Det vil sige have flere aktier i din portefølje, end din langsigtede porteføljesammensætning tilsiger.
Den optimistiske vurdering begrundes med, at den aktuelle vækstfrygt er overdrevet, og at de historisk lave statsrenter, et moderat globalt vækstopsving, ekstrem lempelig pengepolitik og håndtérbare politiske risici vil afspejle sig i stigende aktiekurser.
- Det er vores vurdering, at investorerne over de næste 3-6 måneder vil fortsætte med at jagte afkast, hvilket vil komme aktiekurserne til gavn, siger chefstrateg i Spar Nord Christian Mose Nielsen, der er en del af bankens investeringskomité.
- Derfor anbefaler vi, at du som investorer overvægter aktier, når du sammensætter din portefølje, fortsætter han.
Ingen aktieboble
Spar Nords investeringskomité mener ikke, at de seneste års stigninger på aktiemarkederne har medført en aktieboble. Christian Mose Nielsen henviser blandt andet til, at globale aktier i dag handles til en såkaldt PE-værdi, der ligger lavere end det historiske gennemsnit, og det antyder en fair eller endda attraktiv prisfastsættelse.
- PE-værdien, altså prisen for at købe en årlig indtjeningskrone i virksomheden, indikerer på ingen måde en anstrengt prisfastsættelse af aktier. Der er naturligvis lokale forskelle på prisfastsættelsen, men når vi ser på det globale og for så vidt det europæiske aktiemarked, ser vi ikke tegn på, at der er en aktieboble, uddyber Christian Mose Nielsen.
Kina-frygt overdrevet
Den seneste tids uro på de finansielle markeder har ikke mindst været drevet af en frygt for, at den kinesiske økonomi bevæger sig i retning af en såkaldt hård landing, altså en kraftig vækstopbremsning. Men den frygt er ifølge Christian Mose Nielsen overdrevet:
- Det er rigtigt, at Kina er i gang med en vanskelig omstilling fra at økonomien primært har været investerings- og eksportdrevet til i langt højere grad at være forbrugsdrevet, og det vil medføre lavere vækst. Men det er vigtigt at huske på, at Kina har et stort finans- og pengepolitisk råderum, og myndighederne har derfor efter vores vurdering gode muligheder for at sikre en blød og kontrolleret landing, forklarer Christian Mose Nielsen afsluttende.
Spar Nords investeringskomité hæfter sig desuden ved, at det massive fald i olieprisen har samme effekt som en global skattelettelse, og det vil alt andet lige bidrage positivt til økonomisk vækst og understøtte stigende aktiekurser.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.