Selvom borgmester Jan Boye (K) stadig forventer, Thomas B. Thriges Gades vil blive gravet ned i en tunnel, er der usikkerhed om både den politiske opbakning og finansieringen.
Da borgmesteren lancerede sin plan torsdag aften, blev den udråbt til at være økonomisk neutral.
Blandt andet skulle indtægter fra salget af de politiske forvaltningshuse i Vindegade, Slotsgade og Klosterbakken hjælpe til.
Men allerede i november brugte byrådet 40 millioner kroner ud af den forventede indtægt på 50 millioner kroner til at bygge om de steder, hvor forvaltningerne flyttes hen.
Og nu siger Venstre og De Radikale, at deres opbakning til en prisundersøgelse ikke er ensbetydende med, at de siden vil stemme for en tunnelløsning.
»Intet er besluttet,« sagde Erik Simonsen (R) fredag og tilføjede, at en tunnelløsning i hans øjne kun er omkostningsneutral, hvis udgifterne dækkes ind ved salg af grunde oven på en tunnel samt på I. Vilh. Werners Plads og foran BG Bank.
»Kommunens øvrige ejendomme indgår ikke i det regnestykke,« sagde Erik Simonsen.
Venstres Lars Chr. Lilleholt vil også først se tallene.
»Vi er tættere på en tunnel end nogensinde før, men vi har sat som krav, at der skal være en fornuftig økonomi i det. Vi vil ikke være med til at hente en masse penge op af kommunekassen. Penge som for eksempel kan gå til en kanalforbindelse,« siger Lars Chr. Lilleholt.
Marked skal undersøges
Derfor er der fortsat mange ubekendte faktorer, der skal klarlægges, før et flertal i Odense Byråd vil slippe bulldozere og gravkøer løs på Thomas B. Thriges Gade.
»Men jeg har da en forventning om, at næsten alle partier i byrådet vil stemme ja, når vi kender resultatet af de undersøgelser, vi nu går i gang med at lave,« siger borgmester Jan Boye (K).
Han skal nu i marken med ejendomskyndige for at vurdere, hvad de forskellige byggefelter oven på en eventuel tunnel kan indbringe, og ikke mindst hvad I. Vilh. Wernes Plads og parkeringspladsen foran BG Bank er værd. »Jeg har aldrig kaldt projektet for en nulløsning, men derimod en pakkeløsning, og der er en forskel,« siger Jan Boye, som godt vil være med til at sælge kommunale ejendomme eller grunde andre steder, for at finansiere en tunnel.
»Men det tror jeg slet ikke bliver nødvendigt. Der er sket utroligt meget med kvadratmeterpriserne i Odense de seneste år. Se bare på havnen, hvor en etagemeter er steget fra få hundrede kroner til næsten 3.000 kroner,« siger Jan Boye. Mens R og V vil afvente prisundersøgelsen, er Dansk Folkeparti store tilhængere af en tunnel uanset pris.
»Dén skal bare ned. Vi har ikke besluttet noget som helst, men Dansk Folkeparti vil meget gerne have den gravet ned,« siger Alex Ahrendtsen, som ikke mener, en omkostningsfuld tunnel svækker indsatsen på eksempelvis ældreområdet.
»Det er to forkellige kasser, penge tages fra. Men jeg tror slet ikke, det bliver nødvendigt, for de grunde, der bliver til rådighed, bliver ekstremt værdifulde,« siger han og sammenligner med prisniveauet i brætspillet Matador.
»Byggefeltet oven på en tunnel bliver lige så attraktiv som den næstsidste grund i Matador,« siger Alex Ahrendtsen (DF).