Rygerne får udsat deres rygestop ved bardisken eller arbejdsbordet. Det skulle ellers være sat i værk fra 1. april, men nu mener formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), at datoen må rykkes. Sundhedsministeriet har simpelthen været for langsomme til at fremsætte lovforslaget.
»Der er først frist for høringssvar i dag. Dem skal både vi og ministeren have lov at læse og diskutere, før det kan fremsættes. Vi skal så nå tre behandlinger i Folketinget, og vi skal behandle den i udvalget, og jeg er sikker på, at der er flere, der gerne vil have foretræde. Det kan vi simpelthen ikke nå,« siger Birthe Skaarup, der samtidig vil give værtshusejere og arbejdsgivere tid til at indrette korrekte rygerum, før reglerne træder i kraft.
»Ud over, at vi skal have tid til at lave et ordentligt stykke arbejde med loven, så kan vi ikke være bekendt at lave sådanne ændringer uden at give folk tid til at efterkomme dem,« siger Birthe Skaarup, der regner med flere måneders udsættelse.