Kampen om, hvem der tør møde hvem, fortsætter.
I sidste uge beskyldte den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) for at være bange for at møde hende til debat. I går var hun ikke i Folketingssalen, da statsministeren diskuterede velfærd og skattepolitik.
Det fik Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, til at komme med en svada mod den socialdemokratiske leder.
»Vi efterlyser sådan set bare, at fru Helle Thorning-Schmidt ønskede at være til stede i dag og diskutere det, vi står overfor, nemlig den økonomiske udvikling. Jeg kan konstatere, at fru Helle Thorning-Schmidt er optaget af at være i tv og andre vigtige ting og ikke at være i Folketingssalen,« sagde han blandt andet.
Tak for sidst
Spydigheden kommer efter, at Helle Thorning-Schmidt har afsløret, at Anders Fogh Rasmussen flere gange har afslået at møde Socialdemokraternes formand til en tv-duel.
Helle Thorning-Schmidt afviser, at hun gemte sig fra en direkte konfrontation med statsministeren.
»Jeg har efterlyst en debat med statsministeren i det åbne, hvor der ikke er regler om et spørgsmål og et svar, som der er i salen. Jeg vil have det ud til vælgerne, så de kan komme med spørgsmål, men det ønsker statsministeren ikke. Af og til er jeg i salen og tager en debat. Jeg gør det faktisk mere, end en anden ordfører gjorde for lang tid siden,« siger Helle Thorning-Schmidt med henvisning til, at Anders Fogh Rasmussen ikke var på talerstolen i året før han tiltrådte som statsminister.
I går bredte konflikten sig til de to partiers ungdomsorganisationer. Venstres Ungdom delte løbesedler ud for at lokke Helle Thorning-Schmidt på talerstolen, mens DSU forsøgte at lokke Anders Fogh Rasmussen til debat uden for Christiansborg.
Helle Thorning-Schmidt har ifølge Venstre været på talerstolen i Folketingssalen fem gange siden hun blev formand for Socialdemokraterne.