Hvis man skal tro Nyhedsavisen torsdag, så skulle Lykketoft og Søvndal kunne føre bevis for, at DF s udenrigsordfører har begået en såkaldt Nybroe ved i en debat at have udtalt, at »da jeg trykkede på den knap, var det et af de værste øjeblikke i min korte tid i Folketinget«.
Kan man ikke andet, så kan man altid komme med påstande om andres manglende hæderlighed eller løbe med andres sladder. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se nogen som helst belæg for at beklikke Espersens udtalelser omkring dansk deltagelse i forbindelse med FN s Irak-mandat, hvor danske soldater har været en del af styrken fra 2003 til 2007.
Dels har jeg for DF været ordfører på de beslutningsforslag, hvor Folketinget har skullet forlænge Irak-mandatet siden foråret 2005, og i den forbindelse har vi benyttet os af de grønne knapper i folketingssalen på lige fod med regeringspartierne. Dels kan jeg oplyse Nyhedsavisens læsere - og også Søvndal og Lykketoft - om, at vi i DF s folketingsgruppe har været meget kritiske med at forlænge soldaternes mandat i forbindelse med gruppens behandling af de forslag, som blev fremsat af udenrigsministeren. Ikke mindst Søren Espersen har været kritisk.