Af Rene Fredensborg
refr@avisen.dk
@BRØD:At være nummer tre på rulleteksterne kræver sin figur. I rollen som den iskolde superskurk Le Chiffre bøvler Mads Mikkelsen kun med astma, tics og blod ud af øjnene (og modstanderen James Bond, naturligvis), men i virkelighedens verden har den danske verdensstjerne allerede været igennem flere ugers international pr-tour med hundredvis af interview. Spørgsmålene har haglet ned over Mr. Mikkelsen som krudt ud af glohede automatvåben, og vi kan derfor indlede med atter at slå fast, at:
1) hans favourite bond-bandit er Christopher Walken i A View to a Kill .
2) han ikke har læst Ian Flemings bogforlæg, men bygger sin figur på filmmanuskriptet.
3) han synes, Daniel Craig er rigtig god som den nye Bond.
Områder, som vi helt glemte at afdække, da Nyhedsavisen røg i audiens hos Mads Mikkelsen. Der var vigtigere sager på dagsordenen, og han kunne i stedet afsløre, at han ikke bliver skudt med en sømpistol (det er der så til gengæld en anden, der gør), at han ikke måtte ryge i filmen (på grund af politisk korrekthed), og at han ikke fik mulighed for at drikke Daniel Craig ned (da hovedrolleindehaveren modsat Mikkelsen skulle møde på arbejde hver morgen).
Av, et stunt
Selv som nummer tre på rollelisten slipper man altså for at møde hver dag. Og så får man sin egen trailer at slappe af i. Men derfra og til ligefrem at kunne drikke sig fuldstændig fra sans og samling ¿ er det muligt for en relativt ukendt dansker på et multinationalt filmset?
»Det kan man altid, altid, altid. Det er der ingen, der må sætte en stopper for,« griner Mads Mikkelsen.
Men når du så ikke var på optagelse, kørte du vel en ordentlig swimmingpool-slapper?
»Nej, det måtte jeg ikke. Jeg skulle have den samme kulør hele tiden, så jeg var nødt til at gå med hat ude i solen. Faktisk har jeg ikke rigtig haft fridage, man kunne bruge til noget,« forklarer han, selvom det ¿ efter eget udsagn ¿ godt kan tage et par uger at indspille otte minutters Bond-film.
Hvad lavede du så?
»Jo, vi spillede en del poker i pauserne, og det lykkedes mig faktisk at banke de læremestre, de havde sendt.« Mads Mikkelsen plankede sågar flere af de medvirkende for deres diæter, når de spillede hasard i korridorerne i Barrandov Studiet i Prag, hvor kasino-scenerne er indspillet.
Hvor blev du mest imponeret?
»Da de smadrede tre Aston Martiner til halvanden million kroner stykket for at lave én lille scene. Det var ikke engang nogle Aston Martin er, der var skrottet. Selv bilradioen sad der endnu. Hold kæft, hvor får man det dårligt, når man står og ser på sådan en smadret bil, der lige er kommet ud af fabrikken,« slutter Mads Mikkelsen med oprigtig smerte.