Flere og flere pædofile kommer i kontakt med børn via hjemmesider, der giver sig ud for at være uskyldige hjemmesider med børnemodeller. De pædofile kontakter hjemmesidernes ejere og får mod betaling fysisk adgang til de såkaldte børnemodeller eller køber billeder af børn, der bliver misbrugt. Nu vil Interpol lave en særlig indsatsstyrke, som skal bekæmpe hjemmesiderne.
Interpol vil bruge en million euro på projekt Guardian, som blandt andet inkluderer rekrutteringen af eksperter, som skal overvåge hjemmesiderne samt opbygge databaser over pædofile.