Hvis man vil være en topklub, så er 15 sejre i 45 kampe langt fra godt nok. Og i de fleste tilfælde ville det være ensbetydende med en trænerfyring. Bare ikke i Brøndby, hvor statistikken stammer fra.
Derudover er det blevet til 20 nederlag og 10 uafgjorte i denne sæson, når man tæller træningskampe med. Den var ikke gået i en af de store ligaer.
"Hvis det havde været en træner i en topklub i Premier League, La Liga i Spanien eller Bundesligaen, så havde han ikke siddet der," siger tidligere toptræner og nuværende tv-kommentator Ole Mørk til Newspaq.
Men det gør Brøndby-træner Kent Nielsen stadigvæk, og det kan han takke den interne uro i de seneste år i klubben for.
"Det er Kent Nielsens held, for det har taget fokus væk fra hans præstationer," siger Ole Mørk, der ikke vil vurdere, om Brøndby-ledelsen skal tage konsekvensen af de dårlige resultater og fyre træneren.
Det vil TV 3-kommentator Peter Kjær heller ikke, men han er langt fra sikker på, at det ville gavne Brøndby at fyre Kent Nielsen trods de manglende resultater.
Han tror først, at der vil komme afklaring omkring trænersituationen, når ledelsen får besat en særdeles vigtig post.
"Det kommer an på, hvornår de ansætter sportschefen. Det ville være mærkeligt at ansætte en træner for derefter at ansætte en sportsdirektør, der ikke vil have den træner," siger Peter Kjær til Newspaq.
Den tidligere landsholdsmålmand understreger, at der rent faktisk er klubber i England, der er lige så tålmodige, som Per Bjerregaard og co. har været i Brøndby.
"Liverpool," lyder det korte svar fra Peter Kjær, der henviser til den engelske storklubs skuffende 6. plads i Premier League og tidlige exit fra Champions League.
Alligevel er det stadig Rafael Benitez, der er cheftræner.
Kent Nielsen og Brøndby-spillerne har mulighed for at rette op på mandagens 1-1 kamp mod Randers' 10 mand og de andre dårlige præstationer på torsdag, når HB Køge kommer på besøg.