Præsident Vladimir Putins familie samt Ruslands efterretningstjeneste FSB var angiveligt blandt de bagmænd, der hvidvaskede store beløb gennem konti i Danske Banks estiske filial.
Det fremgår af en whistleblowerrapport skrevet af en chef i Danske Bank-koncernen. Rapporten blev sendt til Danske Banks direktion i december 2013.
Det skriver Berlingske.
Ifølge rapporten fandt Danske Bank Estland i 2013 "angiveligt ud af", at de egentlige ejere af en række mistænkelige selskaber, der havde konti i banken og foretog "suspekte betalinger", "omfattede Putin-familien og FSB".
Ifølge Berlingskes oplysninger drejede advarslen sig blandt andet om Vladimir Putins fætter - forretningsmanden og politikeren Igor Putin - samt personer med tætte tråde til toppen af FSB.
I whistleblowerrapporten, som Berlingske har haft adgang til, blev direktionen desuden advaret om, at Danske Bank selv havde noget i klemme.
I rapporten står, at Danske Bank "formentlig selv havde begået en forbrydelse" og sandsynligvis havde "assisteret med hvidvask".
Desuden pegede whistlebloweren på et "næsten totalt sammenbrud" i filialens hvidvaskprocedurer.
- Man troede ikke, at hvidvasksagen kunne blive mere alvorlig for Danske Bank. Det kunne den så alligevel, siger Jakob Dedenroth Bernhoft til Berlingske.
Han er ekspert i hvidvaskreglerne og direktør i revisorjura.dk, der har fulgt sagen tæt.
- De nye informationer viser, at det her er en helt enestående sag med udenrigspolitiske perspektiver, som næsten overgår fantasien, siger han.
De nye oplysninger viser, at direktionen i Danske Bank allerede i 2013 havde kendskab til langt mere alvorlige forhold i den estiske filial, end banken har givet udtryk for.
Først sidste år - efter Berlingskes afsløringer i sagen - søsatte topchef Thomas Borgen en omfattende undersøgelse, da problemerne ifølge ham tilsyneladende var "værre end frygtet".
- Hvorfor tog man ikke fat på den store undersøgelse dengang, spørger professor ved CBS Ole Risager retorisk i Berlingske.
- Det forekommer besynderligt, at ledelsen først reagerer nu efter Berlingskes afsløringer, når man allerede dengang havde så klare indikationer på omfattende hvidvask.
I et skriftligt svar til Berlingske siger Danske Banks administrerende direktør, Thomas Borgen.
- Vi er i gang med en grundig undersøgelse med henblik på at komme til bunds i forholdene på daværende tidspunkt i den estiske filial.
- Vi har ikke flere kommentarer, før den er afsluttet. Vi kan desuden heller ikke kommentere specifikke kunder, men hele den pågældende kundeportefølje er lukket ned.
/ritzau/